Spørg eksperterne

Hvorfor visner min new zealandske spinat?

Min new zealandske spinat visner fra roden og op! Det er en langsommelig proces, idet flere sideskud overlever længe trods en næsten sort og vissen hovedstamme. Hele spinatbedet, der vokser sammen med stangbønner, lider af denne »visne-sygdom«. Bønnerne er ikke ramt, men stortrives! Bedet er anlagt i år, efter at der sidste år blev gravet gamle stikkelsbærbuske op. Jorden blev i foråret vendt med kompost fra genbrugsstationen sammen med sand/grus.

Hvad fejler spinaten mon, og hvad bør jeg plante i bedet til næste år?

Med venlig hilsen
Trine Sørensen, august 2002

Svar

Det lyder som et kraftigt angreb af en jordboende svamp, der falder ind under kategorien »visnesyge« (rodbrand). Betegnelsen dækker over flere svampesygdomme, der alle har et udviklingsforløb, i stil med det du beskriver, hvor rod og stængel inficeres og dør bort. Om der er tale om Fusaium, Verticilium eller en anden svamp er straks vanskeligere at sige – det kræver nærmere undersøgelse.

Sygdommen optræder som en typisk sædskiftesygdom, og er knyttet til jorden og de angrebne planterester. Det er vigtigt at holde et godt sædskifte med 4 år mellem dyrkning af samme afgrøde samme sted, for at svampen ikke opformeres yderligere. Dette gælder alle afgrøder i køkkenhaven.

Når angrebet er så massivt og ensartet, giver det et vink om at jorden ikke er helt i balance endnu. Derfor er det vigtigt at du plejer jorden kærligt i hele køkkenhaven, dvs. anvender efterafgrøde, gøder med organisk gødning, og holder jorddække mellem rækkerne af vissent eller halvomsat kompost sommeren igennem (efter planterne er spiret). I økologisk havebrug gødes planterne indirekte ved at fodre jordens mikroliv, regnorm m.v. Disse omsætter og frigør så næringsstoffer efterhånden som planterne forbruger dem, præcis som i naturen. De bortførte næringsstoffer (høstede afgrøder) skal ersattes, så der ikke er lækager i jord-plante-kredsløbet.

Du bør undgå at grave jorden, bedre er det at løsne i dybden med en greb. Herved undgås at de »sunde« mikroorganismer bombes tilbage til stenalderen, når de har brugt en hel vækstsæson på at opformere kolonier. Jordens mikroorganismer kan dybest set sammenlignes med mikrofloraen i vores tarme; de udgør en meget væsenlig del af plantens immunforsvar.

Du kan eventuelt prøve en anden sort næste år, og/eller skylle frøene inden såning i en sjat lunken salvie- eller kamillethe (gerne begge). Det virker svampedræbende. Det er ligeledes af betydning at planterne kommer hurtigt fra start efter såning, så undgå såning i kolde, nedbørsrige perioder. Bedste såtidspunkt for new zealandsk spinat er første halvdel af maj. Men husk efterafgrøde og jorddække!

Med venlig hilsen
Henrik Ahlmann
Økologisk Havebrugskonsulent

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

ECOstyle A/S

SvampeFri mod meldug og skurv

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvorfor visner min new zealandske spinat?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider