Vi har lige opdaget nogle gange delvis oven på jorden. Har gravet lidt, og selve gangen er vel 5–7 cm. Vi tror, det er mosegrise. Vores sommerfuglebusk er blevet spist. Den er nu på vej til den opstammede tjørn.
Vi tror det er mosegrise, der er på spil. Foto: Ingrid Dahlrot
Vi har nu købt en fælde. Men kan vi gøre andet. Vi har en meget lille have 10 år gammel – med flere små fine træer, forårsløg og stauder. Vores have ligger op til en fredet bøgehøj. Da vi startede haven brugte vi i flere år kakaoskaller.
Har I et godt forslag?
Med venlig hilsen
Ingrid Dahlrot, oktober 2015
Mosegrise er snu og svære at komme af med. Umuligt er det ikke, men det kan kræve tålmodighed. De elsker tulipanløg og rødder fra frugttræer, så skaden kan blive stor, inden jagten lykkes.
Mosegrisenes naturlige fjender er rovfugle og fx ræve. Er din have en byhave, er der måske ikke så mange af disse til at deltage i jagten.
Mosegrisene elsker høj urtevegetation, som fx højt græs. Her kan de hærge og er godt skjulte for jægernes øjne. Men lad nu være med at klippe hele haven ned, bare for at det skal være mindre attraktivt at være mosegrise! Der er så mange gevinster ved at lade stauder og visne frøstande stå vinteren over. En kortklippet have er, på ingen måde, en garanti mod mosegrise!
Et jorddække af kakaoskaller har ingen indflydelse på mosegrisebestanden, så vidt jeg ved.
Jeg har selv masser af mosegrise ved mit sommerhus. Men der er både buske, træer, stauder, roser, rabarber, anemoner og mange forårsløg (dog ingen tulipaner). Der er mit største problem, at de underminerer planterne, så rødderne ikke har jordkontakt. Dette medfører nemt tørkeskader. Når jeg er i sommerhuset, tager jeg vandslangen og gennemplasker den sandede jord. Det får gangene til at falde sammen og rødderne kan igen få jordkontakt. Jeg prioriterer mellem bedene og sørger især for nyetablerede planter. Men det betyder at, det tager dobbelt så lang tid for etablering af buske og træer, som det ellers ville gøre. Og meget lider tørkedøden eller får rodnettet spist i forløbet, men andet klarer sig fint.
Det siges, at hvis man sætter løg at kejserkrone, Fritillaria imperialis, kan lugten af disse holde mosegrisene væk. Jeg har endnu ikke testet dette, og ved heller ikke hvor tæt de skal stå, men det er da værd at prøve! Arten er orange, men der findes også en gul sort, Fritillaria imperialis ‘Lutea’. Det er lidt sent at sætte kejserkrone i november, men det kan nås, hvis du skynder dig.
Min gamle nabo, da vi boede på landet, havde en labrador, som var suveræn til at fange gnavere; rotter, mus og mosegrise. Det var et godt bekendtskab!
God jagt!
Med venlig hilsen
Hanne Søgård
Jordbrugsteknolog Landskab og Anlæg, anlægsgartner og konsulent
Søg i forhandlerguiden:
Beskyt afgrøder med insektnet – bionet
Nyttedyr til drivhuset og haven.
Alt til den økologiske have
Det usynlig hegn mod uønskede dyr.
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Skadedyr > Hvordan slipper vi af med mosegrise?
Kommentarer
Der er 32 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…