Spørg eksperterne

Hvorfor bliver nogle af mine asparges krumme?

Nogle skud på mine grønne asparges er i år begyndt at krumme nedad, lige når de er kommet op af jorden. En enkelt har aldrig nået at vise toppen, men kun en del af en buet stilk. Hvad kan det skyldes? Det drejer sig om enkelte skud på flere planter, som også har normale lige skud.

Med venlig hilsen
Elin Kuijers, maj 2002

Svar

Jeg kender godt problemet med, at der hvert år er nogle krumme asparges, der næsten vokser ned i jorden igen. Det plejer at være i starten af sæsonen. Mine har opført sig således i 20 år, og da det kun er en halv snes stykker hvert år ud af mange hundrede, har jeg aldrig overvejet at gøre noget aktivt.

Jeg har nu kigget nærmere på en krum asparges, som stod dernede endnu, og kan se, at den er beskadiget indvendigt rundt i krumningen – der er en brun stribe, som om noget har gnavet. Den er ikke spist, og der er ingen larver at se. Mit gæt er, at det unge aspagergesskud er så sart, at det misdannes ved beskadigelse, og der er måske ikke en bestemt synder.

Jeg har været på nettet og har på flere amerikanske sider fundet problemet beskrevet. Synderen er i følge disse kilder den snusket grågrønne knoporm, som er ageruglens larve. Normalt begynder ageruglen først at flyve fra juni, men enkelte skulle flyve fra begyndelsen af maj. De lægger æg, og larverne kan klækkes efter få dage eller op til 14 dage. De små larver holder sig gemt i jordoverfladen det meste af tiden, og de kan overgnave sprøde bladstilke ved basis i skumringen. Knoporme er generalister og går ikke efter bestemte arter, så et ungt aspargesskud er sikkert også god føde.

Hvis denne teori er rigtig, er der et par forholdsregler, som man kan forsøge, hvis skaden er tilbagevendende og alvorlig. De unge larver er følsomme overfor vand i jorden, så et par kraftige vandinger på det tidspunkt, hvor de skal til at gå i jorden, vil få dem til at omkomme, oplyser Sten Porse, ekspert på Havenyt.dk. Landbruget udsender i øvrigt varsler om, hvornår ageruglerne har deres parringsflugt. Han foreslår desuden, at man kan overveje at opsætte feromonfælder ved bedene.

Feromonfælder virker ved, at insekthannerne vildledes totalt, da de opfatter de kemiske feromonstoffer som duften fra hunner, men duften er så kraftig, at de ikke er i stand til at finde de rigtige hunner. På den måde bliver hunnerne ikke befrugtede, og antallet af larver nedsættes.

Med venlig hilsen
Karna Maj
Tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Solsikken

Alt til den økologiske have

ECOstyle A/S

Nematoder, fælder og midler

Borregaard BioPlant

Nyttedyr til drivhuset og haven.

Revira – det usynlige hegn

Det usynlig hegn mod uønskede dyr.

Robinie.dk – SkovTrup

Beskyt afgrøder med insektnet – bionet

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Skadedyr > Hvorfor bliver nogle af mine asparges krumme?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider