Havenyt uge 40, 2007

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Efteråret begynder i følge kalenderen den 1. oktober, men her i den første efterårsuge får vi dejligt tørt vejr med en del sol og i forhold til septemberblæsedagene bliver der ikke megen sus i skørterne. Til gengæld vil nattemperaturen minde os om, at vi går mod vinter. Nætterne bliver kolde, 3–8° C, og natten til onsdag og torsdag er der i det indre af landet risiko for at det bliver ned til frysepunktet. Det giver anledning til at begynde at tænke over, om der er sarte planter i haven, som snart skal beskyttes lidt eller helt ind under beskyttede forhold. Og om det er ved at være tid at høste græskarrene, hvis de er afmodnet.

Efteråret er nydetid for frisk frugt, bær og nødder lige fra træer og buske. Måske er der stadig lidt hasselnødder at finde, og i de milde egne af landet er det lige nu høsttid for valnødder. Der er masser af knasende sprøde æbler, søde, lækre pærer – har man ingen, så er det måske en god ide at plante et par frugttræer nu. I år er pærehøsten rigtig god – i følge vores brugerafstemning har langt de fleste en stor til meget stor pærhøst.

I køkkenhaven er det kål, knudekål, majroer, porrer, gulerødder, pastinakker og persillerødder – hvis man har satset på vintergrønsagerne. Derimod er tomater, agurker, bønner, majs og squash ved at nærme sig sidste høstdato.

Men lad os først og fremmest nyde denne uges dejlige efterårsdage i haven med de begyndende løvfarver og efterårets blomster. Og der er stadig masser af ting, som man kan lave derude.

Oktober god plantemåned for træer og buske

Hvis haven skal have nye træer og buske, er det i løbet af den næste måneds tid, at det er bedst at plante. De barrodede planter skal man dog vente med at plante, indtil de er ved at tabe bladene allersidst i oktober. Det gælder også træer og buske, som man vil grave op i haven og flytte, da man her ikke kan undgå at beskadige rodnettet. Derimod kan man nu plante alle træer og buske, som købes i potter.

Ind imellem er det nødvendigt at ommøblere i haven og flytte mindre træer og buske. Hvis omplantningen af træer og buske på op til et par meters højde skal lykkes, er det bedste tidspunkt i slutningen af oktober, når planterne netop har kastet bladene. Da er der stadig varmt nok i jorden til, at rødderne kan nå at gendanne de levende spidser, sådan at de kan være klar til at forsyne planten med vand fra begyndelsen af foråret.

Har man et større træ på 2,5–4 meter, som man gerne vil flytte, kræver det langt mere omhu og arbejde, da men er nødt til at tage rodnettet op som en sammenhængende klump af en vis størrelse.

De helt store træer på mere end 4 meters højde er vanskelige at flytte. Resultatet er meget usikkert, og det koster betydelige anstrengelser at gennemføre flytningen. Man bør måske i stedet overveje at fælde træet og plante nyt. Men med det kan dog lade sig gøre at flytte et stort træ.

Vælg robuste sorter

En del af de sorter, man kan købe af prydbuske er såkaldte DAFO-planter. Det betyder at de er prøvedyrket i forhold til det danske klima, så her har man en garanti for at få en god sort til vores klima.

Når det drejer sig om plantning af frugttræer og -buske, skal man selvfølgelig først og fremmest plante nogle af de arter og sorter, man bedst kan lide. Men der er som regel flere sorter på ønskelisten, end der er plads til i haven. Og så kan der være rigtig god ide i at vælge de mest robuste sorter, og for frugttræernes vedkommende skal man også vælge den rigtige grundstamme i forhold til jordbund og ønsket højde.

Hvis man f.eks. vil plante et pæretræ, så er det en god ide at overveje, om det skal være et, som ikke er alt for følsomt overfor pæreskurv. Det kan også være en god ide at vælge en sort, som er forenelig med de kvædestammer, som pærer er podet på. Ellers skal man få garanti for, at pæretræet er dobbeltpodet, da pæretræet eller kan blive en dyrkningsmæssigt skuffelse, hvis podningen efter nogle år »løsner sig«.

Når man skal vælge frugtræer, er det også vigtigt at man er sikker på, at der er en sort i haven eller nabohaven, som kan være bestøversort.

Dyrk dine egne hvidløg

Hvis man er vild med hvidløg, er det en god ide at dyrke dem selv. Det er let, og der er mange penge at spare. For at de kan få en ordentlig størrelse, skal hvidløg sættes her i oktober – så snart som muligt, så de kan nå at udvikle et godt rodsystem, inden vinteren sætter ind.

Hvis man har et stykke med nyplantede jordbær, kan man sætte mellemrækker med hvidløg og dermed udnytte pladsen mellem jordbærrækkerne. Det har dog den ulempe, at det er vanskeligere at overdække stykket i jordbærsæsonen, så fuglene ikke kan komme til bærrene.

Hvis man sætter hvidløgsrækker med 40 cm mellemrum, kan man så nyhøstet persillefrø mellem rækkerne her i efteråret. Det vil så spire i det tidlige forår og give tidlig persille. Samtidig udnytter man pladsen optimalt. En par andre gode kombination er at sætte tre rækker hvidløg på et 120 cm bredt bed, og så til forår så pastinakker eller gulerødder i de to mellemrækker. Pastinak og gulerødder er lang tid om at vokse til, og inden den tid er hvidløgene ved at være færdigudviklede, og så giver det ekstra plads til rodfrugterne. Efter høst af hvidløgene kan man evt. give rodfrugterne lidt ekstra kompost af den helt omsatte slags, hvor plantenæringsstofferne hurtigt frigives.

Tidlige hvidløg i drivhus

Hvis man vil have ekstra tidlige hvidløg, kan de sættes i drivhus. Men det er svært at kombinere det med udplantning i drivhuset fra start af maj, hvor hvidløgene ikke er helt høstklare. Og som regel skal man allerede fra sidst i marts bruge al plads i drivhuset til at forkultivere planter. De kan dog evt. sættes i en række helt ude i kanten af drivhuset.

En løsning på pladsproblemet er at sætte dem i en kasse med halvt havejord og halvt kompost inde i drivhuset og så flytte kassen med dem ud, når man skal bruge pladsen i drivhuset til forkultivering i marts/april.

På samme måde kan man sætte stikløg i en kasse til tidlig høst.

Slut med sommergrønsager

Der kan stadig hentes lidt tomater, agurk, basilikum, chili, majs, bønner og måske endda squash ude i have og drivhus. Men ellers det er som om sæsonen for sommerens grønsager er ved at rinde ud. Disse grønsager tåler ikke nattefrost, så nyd dem. Det kan slutte fra den ene dag til den anden.

Normalt er der ikke længere den samme smag i disse afgrøder, som når de modner i sol, sommer og varme, men f.eks. er tomaterne i drivhuset faktisk næsten sødere end i sommerens regntid.

Tid til supper og vintergrønsager

Nu er det ved at være tid til supper med vinterurter og bagte grønsager af vintergræskar, pastinak, gulerod og skorzonerrod. Og egentlig er det jo en af de store oplevelser ved at dyrke egne grønsager, at man varierer brugen af grønsager efter årstiden i stedet for at bruge de samme grønsager året igennem, som man kan fristes til, når de ligger i supermarkedet.

Krydderurter i vinterhalvåret

Det er nu så sent på året, at man skal til at overveje,, hvordan de forskellige krydderurter klarer vinteren. Arter, som slet ikke tåler frost, er man nødt til tage ind i en frostfri udestue eller vindueskarm, hvis man vil være helt sikker på, at de overlever vinteren. Det gælder f.eks. citronverbena, laurbær og rosmarin. Hvis man ikke har disse muligheder, er der dog også en god chance for, at rosmarin overlever vinteren i et drivhus med potteklumpen gravet ned i jorden og dækket med to lag fiberdug i frostperioder.

Andre kan man nøjes med at slå ind i drivhuset og atter andre klarer fint vinteren på friland. Timian vil mange steder overvintre fint på friland, men på nogle lokaliteter klarer den ikke vinteren. Så her vil det være en god ide at slå et par planter ind i drivhuset til at bruge som moderplanter til at tage stiklinger af i foråret.

Man kan også klippe en forsyning af og fryse ned. hvis man vil være sikker på at have krydderurter til vinterbrug. Det er f.eks. på høje tid at fryse persille ned, hvis man har mere, end man kan nå at bruge, inden vinteren ødelægger muligheden for den friske forsyning. Har man mere begrænsede mængder af persille, må man vælge, om man vil spille på den sikre hest, der hedder nedfrysning, eller man vil satse på en rimelig mild vinter, hvor man kan hente frisk persille langt hen på vinteren.

Grønne rækker med rucola- og vårsalat

I oktober sætter det danske klima punktum for videre udvikling af mange bladgrønsager. Men rækkerne med rucola og vårsalat står grønne og frodige og fortsætter med at vokse. Spinat til overvintring danner også fine, grønne striber ned gennem bedet. Har man ikke fået sået disse tre mere eller mindre hårdføre bladgrønsager på friland, kan man prøve lykken i drivhuset nu, hvor agurker og tomater alligevel skal ryddes, når de sidste frugter er høstet.

Vårsalat vokser vildt i Danmark og hedder helt korrekt tandfri vårsalat, Valerianella locusta og hører til familien Valerianaceae. Vårsalat er det rigtige, danske navn, som fortæller, hvornår denne plante kan spises. I supermarkederne sælges den som feldsalat, som er det tyske navn. Hvis den har fået lov til at selvså, står der sikkert rigtig mange småplanter rundt i haven.

Bladsennep og Namenia salat

Der er også to sorter af bladsennep, som vokser godt i efteråret, og som man derfor kan nå at så i drivhuset nu. Det er ‘Green in Snow’ og ‘Red Giant’, og desuden ‘Namenia Stielmus’, der er mere salatagtig og minder en del om mizuna. Det er måske ikke verdens største delikatesser, men de fine grønne blade har en let bitter smag – de tilhører alle kålfamilien, og de kan give en mere smagløs skål grøn salat et pift. ‘Namenia Stielmus’ er mildere i smagen end de tre andre. Næsten alt friskt grønt er velkommen i november/december og måske endda senere på vinteren i drivhus.

Check kålhoveder for råd

I efteråret er der altid en vis risiko for, at store kålhoveder pludselig begynder at få rådne yderblade. Det gælder om at gribe ind hurtigst muligt og fjerne de angrebne blade, så det ikke breder sig. Det er især kål, som er ved at være helt udvoksede og som har mange tætte blade omkring hovedet, der er udsatte. Skyl eventuelt efter med rigeligt vand. når de angrebne blade er fjernet.

Check for monilia i æblekasserne

Mange æblesorter er allerede plukket ned og liggger i kasser til senere brug. Men det er en god ide lige at checke dem for rådne æbler. Der er ofte et par stykker i en kasse, som udvikler gul monilia og rådner. Det værste er dog, at de smitter de æbler, som de rører ved. Desuden udvikler rådnende æbler ethylen, som får de andre frugter til at modne hurtigere. Og det er jo ikke just det, man gerne vil have, hvis det er æbler, som skal gemmes til december eller endnu længere.

Ryd op med måde og tænk på vinterhaven

Når det er godt vejr kan man komme i oprydningshumør og kan glemme, at der er noget, som hedder en smuk vinterhave med rimdækkede planter. Mange planter er smukke vinteren igennem. Ja man kan ligefrem plante de sorter, som har flotte frøstande, der bliver stående vinteren igennem. Det er oftest græsser og planter med forveddede stængler. Men også visse sorter af sankthansurt er flotte vinteren igennem.

I køkkenhaven vil frøstande af f.eks. dild, persille, kinesisk purløg være flotte rimplanter. I øvrigt har stauder bedst af at få lov til at stå ubeskåret vinteren igennem.

Sæt årets sidste varmkompost

Efterårsdage bruges ofte til en oprydning i haven, og det giver nyt kompostmateriale. Det kan enten bruges til at vinterdække køkkenhavens bede med, eller man kan lave kompost af det.

I løbet af et par timer en dejlig efterårsdag kan man hurtigt sætte en kompostbunke med det, som er samlet sammen. Det er vigtigt at vurdere, om materialet skal vandes, eller det er vådt nok allerede. Sætter man en stor bunke til varmkompostering og dækker den til med f.eks. plastik, som holder på varme og fugtighed, vil den hurtigt tage varme, og kan man få den op omkring 55–60 grader, så mange ukrudtsfrø og sygdomskim ødelægges.

Det kan også være en god ide at stikke en kompostbunke om, hvis det yderste lag ikke er omsat, mens bunkens indre er mere omsat. Det yderste anbringes inderst i den ny bunke. Det er vigtigt, at en sådan næsten omsat kompostbunke overdækkes, så vinterhalvårets regn ikke udvasker plantenæringsstofferne.

Her er du: Forsiden > 2007 > Havenyt uge 40, 2007

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider