Året rundt i haven

En vinterrose

Af Karna Maj, fredag, 25. februar 2005

De fleste af os har nok oplevet, at rosenknopper, som ikke når at udfolde deres pragt i efteråret, står et stykke ind i vinteren, hvorefter de rådner eller visner væk. Et år plukkede jeg faktisk nogle rosenknopper ind til nytår, mest som et dekorativt kuriosum til nytårsbordet. Det endte faktisk med at de sprang ud, og jeg havde tre lyserøde roser i en vase i januar.

Men i år har jeg en vinterrose – en rose, som står derude og blomster her sidst i februar og er upåvirket selv af en snestorm.

Rose

Sådan så rosen ud, lige inden sneen begyndte at piske ned i snestormen 23.-24. februar. Foto: Karna Maj

Det er en Superstar rose. Denne plante er blevet flyttet flere gange i de 27 år, jeg har haft haven, da jeg egentlig ikke er så vild med den, men det er jo sjældent, at jeg graver planter op og smider ud. Og den vil åbenbart ikke dø af sig selv, selv om den næsten er overvokset af en mandshøj buksbombusk. Faktisk stilkker der bare nogle lange rosenskud ud af buksbommen, og de får lov til at stå og sætte nogle blomster hver sommer. Det er jo fantastisk, at den bliver ved. Roser er mere sejlivede, end mange tror, og den her har ingen af de mange rosensygdomme, som ellers angriber alle de roser, som bliver forkælet i diverse rosenbede.

Her er billederne af min vinterrose – også et af omgivelserne, så man kan se, hvordan blomsten sidder i næsten to meters højde. Den står er i en gård lukket af bygninger og en stor gammel takshæk. I snestormen den anden dag, blev den pisket frem og tilbage af vindstødene, men i dag kan man næsten ikke se det på den.

Jeg bliver glad hver gang jeg får øje på den røde blomst her midt i vinterens kulde.

Rose

Rosenknoppen begynder at åbne sig lidt – taget 6. februar. Foto: Karna Maj

Rose

Den lille røde plet er rosen. Rosen står næsten inde under buksbombusken. Foto: Karna Maj

Rose

På trods af halvandet døgn med en vild snestorm, så står rosen stadig her den 25. februar og blomstrer. Foto: Karna Maj

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Her er du: Forsiden > Året rundt i haven > Karnas have > 2005 > Februar > En vinterrose

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider