Giv en bog – julen 2016

Af Fanny Møller, tidligere redaktør på Havenyt, Landsforeningen Praktisk Økologi

Jeg forventer ikke LEGO men BØGER; der er intet skønnere end bøger! Det er en gave, jeg kan tage frem gang på gang. Jeg har bøger, som jeg fik for mange år siden, og jeg husker både giveren og situationen. Men det kræver naturligvis, at bogen er helt exceptionel! Dette år var fyldt med gode bøger, en del af dem har jeg allerede omtalt i de ugentlige Havenyt – men her er redaktørens udvalg til de haveglade; læg dem under træet i julen 2016.

Filosofi og natur i skøn forening
»Den uendelige have« af Rasmus Ejernæs, udgivet af Aarhus Universitetsforlag, er en perle. Jeg har allerede læst den – et par gange endda. Den er lifligt krydret med smukke billeder og simple måder, hvordan du selv kan gøre din have mere naturlig og fyldt med liv. Men har du plads til det, alt det der vilde, al den natur? Det har du… for denne bog er netop skrevet med baggrund i den helt almindelige parcelhushave.

Rasmus Ejernæs har en meget pragmatisk tilgang til haverne, men samtidig formår han at løfte både sprog og intention op på et filosofisk plan. Bogen er ikke svær at læse, nærmest tværtimod. Den indbyder til højtlæsning, og en læsning der kan give mange diskussioner rundt om bordet. Både nu i juledagene, men også til sommer i skyggen af parasollen, efter en dejlig frokost.

Citat » Og er det så ikke nu, man skal forny jordbærbedet? Alle disse tanker stiller sig på tværs af nuet i haven, og betyder at man netop ikke rigtig opdager det som sker lige nu. Pluk endelig de modne solbær og gem smagsbomben på syltetøjsglas til en sur vinterdag. Men sæt også tid af til at sidde og hører græsset gro…« Nu fik jeg lige læst bogen igen, for jeg ville finde det rigtige citat til at sætte ind her, og dette er kun et af mange, der sætter perspektiv og ord på tankerne.

Til den »gør det selv« glade
Amen og Maria Fisher har på Turbine forlaget udgivet bogen »Naturlige Fuglehuse«, 25 projekter med træstykker og naturmaterialer. Bogen er ikke mindre end yndig, jeg blev straks inspireret og tog værktøj ud af skuret. Så var det bare at tage fat, og mens jeg selv tog mig af at finde et passende træstykke, sendte jeg smådrengene ud for at finde mos, svampe, pinde og bark. Bogen lægger op til, at projekterne er enkle, og det er de sådan set også, hvis man har en snedker i maven. Ideerne og billederne er vidunderlige, og det er en dejlig bog at nyde med børn og en handyman (woman). Med den i hånden er der ingen, der kan klage over hverken dårligt vejr (så kan man jo bare bygge en kasse) eller at budgettet til powertools skal øges (for at man kan bygge alle de kasser). Som sagt er bogen bygge op om, at også værktøjet er i orden, men denne bog kunne passende suppleres af en ny boremaskine eller en lækker sav i julegave.

At være, eller ikke at være, en kogebog
Hønsefødder og gulerødder af Lone Landmand udgivet på Det flydende forlag er en kogebog, nej en livstilsbog, øh en samtalebog, eller en poesibog? Måske er den det hele; en poetisk samtalebog, med en masse opskrifter der viser en smuk tilgang til livet, den verden der omgiver os, tiden, dyrene, årstiderne, farverne og smagen. Der er ikke en eneste løftet pegefinger, der er ikke røde Ø-mærker over det hele, ingen produktnavne eller anden slet skjult reklame. Det er en dejlig samtale med min veninde Lone (som jeg overhoved ikke kender, men som må være et vidunderligt kvindemenneske, og det virker som om, hun har skrevet denne bog til mig, hende veninde – som hun jo slet ikke ved eksistere). Vi taler om hendes liv, dyrene, den gode mad, tiden der glider forbi. Imens laver vi mad… opskrifterne glider også forbi, som når du er i køkkenet med én, du kender godt. Du tænder for ovnen, og finder æg i køleskabet, mens hun henter 6 store æbler, fremdrager du kanel af en skuffe. For sådan er denne bog, den glider ned som lun kaffe, med fløde fra en ko der får græs hver dag. Der er smukke billeder, en masse eftertanke – og en hulens masse opskrifter jeg skal have prøvet. Kender du den slags kogebøger, som du også læser, bare for at LÆSE opskriften? Nemlig; lige sådan en bog er denne her! Hvis du ikke køber den til din bedste veninde, mand eller kone – så køb den til dig selv.

Til den professionelle – eller den der gerne vil være det
Bytræer, forfattet af Sten Porse og Jens Thejsen og udgivet på Grønt Miljø er en fagbog. Hvad skal jeg så med en fagbog, tænker du måske. Men dette er mere eller mindre 10 store, uoverskuelige, lidt kedelige fagbøger jeg tydeligt husker fra mit studie – kogt ned til et overskueligt opslagsværk der er til at læse. Men hvad skal du som haveejer med den? Jo ser du, her er der gode afsnit som »Pleje af unge træer «, »Pleje af gamle træer « men endnu bedre » Det unge træs signaler«, så du kan finde ud af hvad dit nye træ fejler, uden af lytte til naboen der måske har haft have i 30 år, men som ikke har et eneste træ. Men den er også god, hvis du gerne vil have nye træer på din vej, og skal fortælle ejerforeningen, hvordan det kan gøres, eller hvilket træ der måske er egnet. Derudover er det formidling af en høj faglighed på en let måde, der vil give enhver langt dybere indsigt i træerne og deres usynlige verden.

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Naturplanteskolen

Køb bogen Fantasilater

Økologiens Have

Se alle bøgerne i webshoppen

Landsforeningen Praktisk Økologi

Læs boganmeldelser i Praktisk Økologi

Rosenbud

Bøger om hønsehold.

Gartneri Toftegaard

»KRYDDERURTER« bogen for urteelskere

Urteskolen.com

Bøger om ingefær.

Her er du: Forsiden > Inspiration > Bøger > Giv en bog – julen 2016

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider