Beskæring af figen

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Det er vigtigt at forstå, hvordan figentræer bærer deres frugter, da det er dette, der bestemmer, hvordan figen skal beskæres.

De overvintrende bitte små figner

De frugter, som kan nå at modne i det danske klima, er næsten et helt år undervejs. De ansættes i september i bladhjørnerne på korte skud, som er dannet i vækstsæsonen. De skal således overleve vinteren som ærtestore eller endnu mindre frugter, for at der kan komme modne figner. Året efter udvikles disse figner og modner i august–september.

Figner

De modne og de store grønne figner midt i august har overlevet vinteren som bitte små frugter. På det ny skud dannes der også figner, som – i hvert fald på friland – ikke vil kunne nå at modne. Foto: Karna Maj

Figner ansat om sommeren

I løbet af sommeren dannes der atter figner i bladhjørnerne på unge skud, men disse bliver sjældent modne – i hvert fald ikke på friland. Se foto nedenfor, hvor der både er grønne figner, som ikke vil nå at modne og de små figenansatser i bladhjørnerne, som kan overvintre og give figner næste sommer.

Sidst i september kan man overveje at fjerne de store grønne, så de ikke tager kraft fra de små nye frugter, der nu er dannet i skudspidserne, da det er er dem, som vil overvintre og give modne frugter næste år. Men om det er bedst at fjerne dem eller lade dem sidde vinteren over, har jeg ikke kunnet finde oplysninger om. Bor man et mildt sted i Danmark, kan de store figner overvintre grønne, men de henfalder langsomt, når de små i bladhjørnerne begynder at vokse i maj. Min teori er, at energien fra de visne store figner »overføres« til de små, som vokser meget hurtigt til. Jeg tror, at det giver større figner. Men som sagt har jeg ingen viden at bygge det på, men har nu brugt den metode i et par år.

Figengren

Billedet er fra 1. november og de store grønne figner når ikke at modne i det danske klima – de vil gå til i løbet af vinteren, og de burde have været fjernet i september. Foto: Karna Maj

Figenbusk og -træ

Det er kun i de mildeste kystegne i Danmark, at figner kan udvikles til træer og buske, da de andre steder de fleste år vil fryse tilbage. Selv i de milde egne, skal figen plantes på et beskyttet sted. Det kan være en fordel at espaliere den op ad en mur. I drivhuset espalieres den af pladshensyn. Figner kan også dyrkes i krukker.

Etablering af et grenskelet

Figner sætter kun få sideskud, og grene ældre end to år miste gradvis bladene. Hvis man ikke beskærer, får man med tiden lange hængende grene, som kun har blade yderst.

De første 3–4 år efter plantning skærer man i marts – april skuddene halvt tilbage. I løbet af sommeren fjerner man evt. skud med en forkert retning eller overflødige skud i forhold til det grenskelet, som man ønsker at opbygge.

Når man har etableret et grenskelet – f.eks et vifteformet espalier eller et træ eller busk – går beskæringen ud på, at halvdelen af skuddene hvert år efter løvfald skæres tilbage til en knop.

Beskæring af et fuldvoksent figentræ

Sidst i juni stopper man årets tilvækst efter 4.–5. blad på de grene, som bærer frugt. Det er de grene, som man efter løvfald fjerner.

Sidst i september fjernes på skud fra indeværende år alle ansatte frugter, som ikke kan nå at modne, og som større end en ært. De kan evt. efterlades – se ovenfor.

I oktober bindes skud fra indeværende år op, hvis det er et espalier. Det er de bitte små frugter på disse skud, der giver frugt næste år.

Efter løvfald sidst i oktober/først i november eller i marts–april skæres de skud, som har båret frugt, tilbage til et øje og vil så skyde et nyt skud i foråret.

I hårde vintre kan figen fryse helt eller delvis ned, men den vil ikke gå ud. Det er en god ide – ikke mindst på friland – at vente til foråret med at beskære, da man så kan tage højde for, hvor meget figenbusken evt. er frosset tilbage. I marts til april fjernes også evt. skud, som er blevet vinterbeskadiget, og der kan udtyndes om nødvendigt. Ved beskæring i foråret kan figentræet »bløde« noget, men det har ikke den store betydning.

Uudviklede figner

Dette er et skud fra denne sommer fotograferet 1. november. De små ærtestore »skud« i bladhjørnerne er uudviklede figner, som vil blive modne figner næste sommer. Hvis de altså overlever vinteren. Foto: Karna Maj

Kommentarer

Der er 2 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Frugttræer på vildstamme

Gartneri Toftegaard

Stort udvalg af frugttræer og bærbuske

Naturplanteskolen

Frugttræer og bærbuske, mange arter

Søkjærgård Samsø

Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug

Bjarne’s frø og planter

Frø af spændende og eksotiske planter

Primabolig

Fældning af større og mindre træer

Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Frugttræer og -buske > Bær, druer og figen > Beskæring af figen

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider