Meget tykt jorddække på mindst 30 cm er en fremragende måde at etablere en ny køkkenhave samtidig med at dyrke kalorierige afgrøder og hurtigt forbedre jordens frugtbarhed og struktur.
Dyrkning af kartofler under tykt jorddække er vores yndlingsmåde at skabe nye haver på – og også at dyrke kartofler. Vi dyrker ikke længere kartofler på den traditionelle facon med gravning og hypning, fordi vi føler, at vi får meget mere ud af jorddækkemetoden.
Kartoffelbed med tykt jorddække. Oven på laget af halm er lagt luget ukrudt fra et andet bed. Foto: Karoline Nolsø Aaen
Udvælg et stykke af græsplænen, der skal forvandles til køkkenhave. Vær opmærksom på, at kraftigtvoksende græsser og ukrudt som bl.a. kvik og skvalderkål ikke bliver dræbt ved metoden. Hvis udgangspunktet omfatter svære arter, er det nødvendigt at fladekompostere med gamle uldtæpper eller lignende, eller måske endda indføre høns i en periode. Foruden græsplæner, virker metoden også glimrende til allerede eksisterende dyrkningsbede, der er kompakte, ufrugtbare eller af anden grund kræver en kærlig hånd.
Omkring den første april, eller når du normalt ville lægge kartofler, lægges de forspirede læggekartofler på jorden med god kontakt til underlaget. Kartoflerne skal altså ligge, så de har god berøring med jorden under, men ikke graves ned. Det er helt o.k., at kartoflerne ligger ovenpå vegetationen (f.eks. græs). Vi dyrker ikke kartofler i sirlige rækker, da de ikke skal hyppes, så vi placerer dem med 35–40 cm afstand til hinanden i alle retninger.
Ovenpå kartoflerne og græsset eller de andre planter, der voksede der i forvejen, lægges nu et lag af kompost, hestemøg eller hvad man har på lager. Tykkelsen må gerne være helt op til 10 cm og dække kartoflerne helt. Hvis man ikke har adgang til et så tykt lag møg eller kompost, så bare benyt gammelt hø eller halm i stedet.
Oven på møglaget spredes nu hø eller halm, så det endelige lag er mindst 30 cm tykt. Hvis halmen er ny og luftig, kan det være en fordel med et dække på 40 cm, da det i løbet af en uge eller to vil sætte sig omkring 10 cm. Uanset hvilken blanding du vælger, er det vigtigt, at laget efter en til to uger er 30 cm. Mindre end det og kartoflerne vil blive grønne, fordi de ikke er dækket nok og får sollys. Mere end 40 cm kan gøre det svært for kartoffelspirerne at komme op til lyset. Det er også vigtigt, at halmen bliver spredt ud luftigt frem for lagt i flager, da de tætpressede halmflager kan være umulige for kartoffelspiren at trænge igennem.
Færdigt arbejde. Kartoffelbedet er nu klart, og du skal ikke røre en finger, før det er tid til at høste!
Kartoffelbedet er klar til høst i august. Foto: Karoline Nolsø Aaen
Høst af kartofler sker med hænderne. Jorddækket løftes, hvor du kan se den nu sikkert gamle og døde kartoffelplante. De nye knolde ligger pænt ovenpå den tidligere græsplæne, der hen på sensommeren vil være forvandlet til en myriade af jordorganismer. Kartoflerne samles let op uden brug af redskaber. De er endda forbløffende rene, da de ikke har ligget i selve jorden.
Ved høsttid vil jorddækket være reduceret til omkring 10–15 cm. Resten er omsat til en lækker og frugtbar jord med god struktur, som er lige til at så en efterårsafgrøde som eksempelvis majroe i. Bedet kan også blot efterlades, som det er til næste forårs grønsager. Jorddækket vil brødføde jordens organismer og de vil som belønning gøre jorden klar til nye afgrøder, når du finder det belejligt.
Vores hjemlige eksperimenter med at dyrke og sammenligne jorddækkekartofler og hyppede kartofler viser, at vi får det samme udbytte. Men dertil kommer de fordele, der ikke kan måles i mængden af høstede knolde. Vi undgår at grave, hyppe og luge og får til gengæld mere liv i jorden.
Flotte og rene kartofler fra dyrkning under tykt jorddække. Foto: Karoline Nolsø Aaen
Metoden virker kun, hvis man har adgang til store mængder jorddække. I landdistriktsområder bør det ikke være noget problem. Bare tænk på alle de ensilage, hø og halmballer, der får fugt og går til i løbet af vinteren på landmandens marker. Bor man i byen er det måske en oplagt mulighed for at komme en tur på landet med en trailer.
Vær opmærksom på, at kartofler dyrket i jorddække spirer lidt senere end hyppede kartofler, da de skal igennem jorddækket. Derfor vil de første nye kartofler, som vi danskere er så begejstrede for, komme et par uger senere. Forvent derfor ikke at vinde konkurrencen med naboen, men brug metoden til højsæsonens kartofler.
Artiklen er et eksempel på en artikel, som er bragt i Praktisk Økologis medlemskab. Praktisk Økologi er foreningen, der står bag Havenyt.dk, og som medlem af foreningen får man bl.a. det inspirerende medlemsblad seks gange om året.
Læs mere om de mange andre fordele ved et medlemskab af Praktisk Økologi her >
Søg i forhandlerguiden:
Øko planter til den spiselige have
Frø og udplantningsplanter, samt have
Alt fra hele verden
Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.
Frø til de mest smagfulde grøntsager
Flerårige spiselige planter til haven
Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter
Alt til den økologiske have
Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Kartofler > Dyrk kartofler i jorddække
Kommentarer
Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…