Hvidløg er en steppeplante, og har en helt bestemt årscyklus, som det er vigtigt at kende, når man dyrker hvidløg. Det forklarer både sættetidspunkt og opbevaringsforhold for hvidløg.
Steppen: På steppen er sommeren tør og meget varm – ofte temperaturer helt op til 40° C. Hvidløgene er fuldt udviklede i juli og går i dvale i 2–3 måneder, indtil efteråret kommer, og væksten starter igen.
Vores haver: I juli tager vi hvidløgene op i vore haver – hos os er jorden ikke tør sommeren over. Det er vigtigt at tage dem op så tidligt, at de ydre blade på løget er intakte, da løgenes holdbarhed er afhængig af »indpakningen«. Det er en balancegang: Høstes de for sent, er de ydre blade ødelagte og løget splitter i fed, høstes de for tidligt er skallen på de enkelte fed for dårligt udviklede. Vi kan bryde hvidløgenes livscyclus ved at tage dem ind og opbevare dem ved 15–20°, men det skal gøres, inden udetemperaturen når ned under over 10° C. Derved bliver de i sommerdvalen og begynder ikke at spire i det tidlige forår, og brugssæsonen forlænges betragteligt.
I juli høstes hvidløgene og hænges til tørre, f.eks. helt oppe under et tagudhæng. Foto: Karna Maj
Steppen: Når temperaturen går under 8° C begynder hvidløgene at danne rødder og forberede sig på, at nu kommer vinteren. Præcis som blomsterløg – de er ofte også steppeplanter.
Vores haver: Vi sætter hvidløgene i vores haver i løbet af oktober. Jordtemperaturen når ned omkring de 8° C ca. midt i oktober. Præcis hvornår afhænger af det lokale klima og det pågældende år.
I oktober sættes feddene enkeltvis i en række. Foto: Karna Maj
Steppen: Rødderne er dannet, og hvidløgene går i vinterdvale, når temperaturen kommer under 0° C. I løbet af vinteren sker feddannelsen, og hvidløget forbereder sig på forårets vækst.
Vores haver: Hvidløgene i vore haver befinder sig i jorden, men i milde danske vintre kan de nå at spire frem med grøn top i decmber. Ud fra lokale forhold kan man forsøge at finde det optimale tidpunkt for at lægge dem. Men det er jo aldrig til at vide, hvor varm december bliver. Heldigvis overlever hvidløg med grøn top normalt den danske vinter.
i milde vinter kan hvidløgene dukke frem tidligt – her er der allerede blade fremme 25. januar. Foto: Karna Maj
Steppen: Så snart temperaturen går over 0° C, begynder hvidløget at vokse, og væksten tager rigtig fart, når temperaturen kommer over 5° C. Hvidløget har travlt – det skal nå at vokse og danne løg til midt på sommeren. På steppen er der rigeligt med nedbør i forårsmånederne.
Vores haver: Hvidløgene skyder op i haven i det tidlige forår, nogle år er de allerede fremme fra december, men i en normal kold vinter kommer de først frem i februar–marts. Hvis man først sætter hvidløg i foråret, er det vigtigt at gøre det allerede sidst i februar eller først i marts. Hvis de er blevet opbevaret over 8° C, skal de nå at have kuldepåvirkningen. Forårssatte løg får en kortere vækstsæson og bliver mindre. Det er vigtigt, at hvidløg ikke mangler vand i april–maj, hvor planternes vegetative tilvækst er stor. Løgene når fuld udvikling i juli, hvor de høstes.
Hvidløgene vokser hurtigt i foråret og allerede midt i maj er det store kraftige planter. Det er vigtigt at gøde dem tidligt i foråret, når de begynder væksten. Foto: Karna Maj
Hvidløgsrække i maj. Foto: Karna Maj
Søg i forhandlerguiden:
Alt fra hele verden
Frø og udplantningsplanter, samt have
Alt til den økologiske have
Kæmpe udvalg af græskar- og bønnefrø.
Øko sættehvidløg, 5 efterårssorter
Flerårige spiselige planter til haven
Øko planter til den spiselige have
Frø til de mest smagfulde grøntsager
Her er du: Forsiden > Køkkenhaven > Grønsager > Løg og porrer > Hvidløg er en steppeplante
Kommentarer
Der er 9 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…