Skadedyr og plantesygdomme

Jordbærdværgmide

Steneotarsonemus pallidus fragariae

Jordbærplanter, der er angrebet af dværgmider, får små, krøllede og misfarvede blade og bær. Angreb medfører, at hele planten bliver dværgagtig og evt. visner. Miderne breder sig langsomt til naboplanter. Miderne spredes over større afstande via udløbere, fugle og dyr samt menneskers fodtøj.

Niche i naturen

Jordbærdværgmider er helt afhængige af jordbærplanter.

Livscyklus

Miderne overvintrer i bladskeder og mellem unge blade, men kun ca. 10% overlever i en normal dansk vinter. Æglægningen starter om foråret ved temperaturer over 6–8 grader. Hver hun lægger ca. 35 æg, som udvikles over flere larvestadier til voksne mider. Ved 23–28°C og høj luftfugtighed varer udviklingen fra æg til voksen kun 10–11 dage. Der dannes 4–8 generationer om året. I juli–august er miderne flest og symptomerne tydeligst. Miderne vandrer ud til naboplanter og spredes især via udplantningsplanter.

jordbærdværgmiderjordbærdværgmider

Her ses de 0,2 til 0,3 mm små jordbærdværgmider opfanget i filterpapir, efter at bladene har været skyllet i en spritopløsning. Foto: Magnus Gammelgaard Nielsen

Skadebillede

De yngste blade bliver små, hårede og krusede, og folder sig ikke normalt ud. De forkrøblede blade farves gule til brune og dør. Plantens vækst går næsten i stå og bærsætningen bliver dårlig. Angrebet starter på enkelte planter, men breder sig efterhånden til hele bedet.

Miden er 0,2–0,3 mm lang og kan kun ses i lup. Miden er langstrakt og hvidlig til glasagtig og lyssky, så den ses oftest inden i et sammenfoldet blad. Jordbærdværgmiden er kun ca. halvt så stor som spindemiden. Æggene er elliptiske, hvidglassede og ca. halvt så store som de voksne mider. Larverne er hvidlige med 3 par ben. Miden har 4 par ben.

jordbærdværgmider

Det er de yngste blade, som angribes af jordbærdværgmider. De bliver små, hårede og folder sig ikke normalt ud, de farves gule eller brune og dør. Foto: Magnus Gammelgaard Nielsen

Forekomst

Jordbær (bakkejordbær, chilejordbær, havejordbær, skarlagenjordbær, skovjordbær og spansk jordbær).

Forebyggende metoder

Plant kun sunde udplantningsplanter.

  • Forny jordbærbedet ofte, så man kun høster 2 år på planterne.
  • Hold god afstand fra gamle jordbærbede til nye.
  • Hvis du bruger egne udløbere, kan en varmebehandling anbefales. Ved at dyppe udløberne i et 46 grader varmt vandbad i 6,5 minut vil eventuelle mider være dræbt. Behandlingen bør ske i juli/august. Planten overlever behandlingen, såfremt temperatur og tid overholdes meget nøjagtigt.

Metoder når planten er angrebet

Tripsrovmiden Amblyseius cucumeris er i stand til at reducere opformeringen af jordbærdværgmider. Rovmiderne drysses ud over planterne, når de første symptomer ses. Forsøgsmarker har vist, at når rovmiden sættes ud i juni, juli eller august, vil den give en delvis eller fuldstændig kontrol af jordbærdværgmiden senest ved udgangen af september. Jo tidligere den sættes ud, jo bedre en effekt får man. Tripsrovmider kan købes hos firmaer med biologiske bekæmpelsesmidler.

Tripsrovmide

Tripsrovmiden, Amblyseius cucumeris, er ca. 0.4 mm lang. Udviklingstiden er ca. 9 dage ved 25° C fra æg til voksen. Hunnerne lægger ca. to æg pr. dag. Foto: © Bioproduction – www.bioproduction.dk

Af Maren Korsgaard, hortonom, økologisk konsulent, www.kagerup5.dk

Denne artikel er del af et projekt mellem Miljøstyrelsen og Havenyt.dk og har til formål at nedsætte forbruget af sprøjtemidler i danske haver. Projektet er finansieret af midler fra Pesticidhandlingsplanen.

Forhandlerguide

Robinie.dk – SkovTrup

Beskyt afgrøder med insektnet – bionet

Solsikken

Alt til den økologiske have

Borregaard BioPlant

Nyttedyr til drivhuset og haven.

Rosenbud

Utøj hos høns,Biologisk bekæmpelse.

Her er du: Forsiden > Skadedyr og plantesygdomme > Mider > Jordbærdværgmide

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider