Spørg eksperterne

Er det en god ide at styne rødel?

Jeg har plantet 4 stk rødel, Alnus glutinosa, så tæt jeg kunne til et vandløb. To står helt nede ved vandspejlet, da vandløbet på dette sted er dobbelt profil. Pointen er og var, at afskygge bla. brøndkarse, men også skygge en lille gydebanke, jeg har udlagt med tilladelse osv. Så langt så godt.

Det er på Norddjurs. Området er et sommerhusområde.

Det er vel en 7 år siden, at jeg satte dem, de var lidt længe om det, men nu er de i god vækst. Jeg tror, at de er 5 m høje, og har haft en tilvækst på 70 cm inden for det sidste år.

Det bagved liggende sommerhus ønsker sig nu lidt mere udsigt over vandet, og det vil jeg godt tilgodese. Jeg ved godt, at stynede træer ikke er et jysk fænomen, så meget som et syddansk, men alligevel. Hvis de kan stynes, så vil de stadig opfylde formålet med afskygning af vandløb. Derfor:

Kan rødel stynes og hvornår. Er det rigtigt forstået bare at kappe toppen vandret så rent som muligt?

Pil kan, men de #!#¤& rodskyder, derfor valgte jeg rødel.

Med venlig hilsen
Rasmus Thomsen, august 2015

Svar

Det er ikke nogen god ide at styne rødel. De bliver svage og hule efter styningen og som regel meget grimme… (det er selvfølgelig godt for svampe, insekter fugle m.m.)

Men man kan stævne dem. Det vil sige skære, men helt ned, og lade dem komme igen. Det er en gammel effektiv metode som træerne klarer fint. De har et stort rodnet og vil hurtig blive forholdsvis store igen. Det kan man så gøre f.eks. hvert 10. år. Men el mister selvfølgelig den fine karakter efter en stævning. I modsætning til beskæring som er bedst for træet om sommeren, så er det bedst at styne og stævne om vinteren.

Hvis man ikke vil stævne, kan man beskære kronen. Her forkorter man simpelthen alle grene ved at skære ind til en sidegren – det tager lang tid, er besværligt, og man er bestemt ikke sikker på, at det bliver pænt. Og selv om man gør det om sommeren og gør det korrekt, så tager træet skade.

Med venlig hilsen
Jens Thejsen
Konsulent, underviser og forfatter, www.jensthejsen.dk

Kommentarer

Der er 1 kommentar til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Blomstergården

Træer fra egne podekviste

Spiroggro

Frø og stiklinger af træer og buske

Rhododendron-Haven

Specialplanteskole og park

Primabolig

Topkapning og beskæring af store træer

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Buske og træer > Beskæring > Er det en god ide at styne rødel?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider