Spørg eksperterne

Skal vi pløje, fræse eller grave?

Vi har netop erhvervet os en dejlig stor byggegrund på 3077 kvm., beliggende i Nr. Snede på sandet jord, stødende op til en granplantage og markarealer. Fra grunden kan vi mod syd, gå helt til Rørbæk sø og ud i området med Hærvejen og Gudenåens og Skjernåens udspring. Grunden har været opdyrket som landbrugsjord indtil for få år siden. Der er en jævnt dække af kløver, samt ukrudtsplanter på jorden.

Vores familie på 2 voksne og 2 småbørn skal bo på grunden i midlertidig »bolig« under byggeriet. Derfor vil vi gerne anlægge vores køkkenhave i foråret, samt plante pilemark og lave niche til vores bier.

Hvordan får vi startet på en god måde? – skal vi pløje de ovenstående områder, eller fræse ukrudtsmarken ned. Eller skal vi tage det øverste lag »græstørv« af og grave jorden igennem. Kan vi allerede forberede noget nu, i forhold til det kommende anlægsarbejde?

Med venlig hilsen
Lone Thorup, november 2002

Svar

Det lyder som en skøn byggegrund, I har erhvervet jer, tillykke! I spørger om I nu skal pløje, fræse eller evt. fjerne alle græstørv og så grave?

Hvis I fjerner græstørvene, fjerner I også en del af den øverste og bedste jord. Foruden at I kommer på en gigantisk opgave. Så valget står mellem plov og fræser.

Den nemmeste løsning er ploven, som efterlader en overflade, som er helt bar for ukrudt og – i jeres sandede jord – nem at gøre klar til såning og plantning. Pløjning er ikke ideel med hensyn til dannelse af den perfekte dyrkningsjord. Det hænger sammen med, at pløjningen vender op og ned på jordlagene.

Den anden mulighed er fræsning. Have-fræseren vil jeg ikke anbefale, men en rotor-harve er lidt mere skånsom. Fordelen ved rotor-harven i forhold til ploven, er at harven ikke vender op og ned på jordlagene. Til gengæld efterlader den ikke en overflade, som er ligeså nem at lave en pænt såbed i.

Der er fordele og ulemper ved alt!

Til sommer når I kommer i gang med urtehaven, vil I opdage om jorden har et hårdt lag nede i et spadestiks dybde, som spaden har svært ved at grave igennem. Hvis det er tilfældet (det kan også bare være i nogle områder), skal I overveje, en dybde-løsning af jorden. Lån evt. Troels V. Østergårds bog om økologisk havebrug, og se opskriften på gravning til et højbed. Det handler om at få løsnet jorden ned i to spadestiks dybde, og det er ikke noget man lige gør i hele sin køkkenhave på en sæson. Jeg håber I slipper for en jordløsning. Men det kan i visse tilfælde være godt at gøre een gang for alle.

Til gengæld vil jeg jeg fraråde den tradtionelle efterårsgravning. Sørg istedet for at tilføre jeres jord så meget organisk materiale som muligt. Dvs. kompost, gammelt halm, opluget ukrudt, græsafklip (uden mos) og lign. Det skal ikke tilføres i foråret, men fra først på sommeren (når urterne er godt i vej) og resten af året. Læg det ovenpå, eller kultiver det let ned.

På sandet jord vil tilførsel af organisk materiale have særlig betydning for jordens evne til at holde på fugtigheden.

Mht. forberedelser nu… Ja jeg vil da foreslå at I bruger vinteren til at finde ud af, præcis hvordan I vil have køkkenhaven, sådan at I er klar med en såplan samt frø og redskaber, når det skal være. Go’ arbejdslyst.

Med venlig hilsen
Susanne Mørk-Jensen
Agronom, Susannes have

Kommentarer

Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Ormeposten

Bestil kompostorme fragtfrit

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Jord > Skal vi pløje, fræse eller grave?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider