Spørg eksperterne

Hvad er der galt med mine hortensia?

I min have har jeg 3 hortensiabuske, som sidste år blomstrede overdådigt. I år ser de alle tre syge ud, idet der kun er kommet blade på en del af buskenes stængler, og mange af bladene er krøllede, og farven er ikke mørk grøn, men lysere over i det gullige. Planterne har fået gødning i foråret, og de er ikke beskåret. Skal jeg skære dem helt ned, eller findes der et middel, der kan gøre dem sunde igen?

Med venlig hilsen
Minna Ringsing, juni 2002

Svar

Det at bladene er blevet gule og krøllede, og at nogle stængler mangler blade, burde vise hen mod mangler på især mikronæringsstoffer – men planterne er jo blevet gødet. Så der skal måske findes en anden årsag.

For det første kan det nu godt være, at der mangler mikronæringstoffer (formentlig jern). Det vil være aktuelt, hvis planterne er sat i en tung, lerholdig jord med højt reaktionstal, og hvis gødningen har været en gængs NPK-gødning.

For det andet kan problemerne skyldes helt andre ting, som er forbundet med et svækket rodsystem. Du kommer næppe uden om at grave den sløjeste af planterne op for at se på roden. Kig efter, om der er friske, nydannede spidser på alle rødder, og om rodnettet er trængt væk fra rodklumpen og ud i havens jord. Hvis det ikke er tilfældet, bør du tage alle planter op, grave nye huller (som skal være godt løsnede i bunden) og plante dem igen i disse nye, forbedrede huller. Sørg for, at plantejorden er let og porøs f.eks. ved at blande en mængde lerfrit grus i, som svarer til den mængde, der er taget op, altså i forholdet 1:1.

Først, når planterne så igen er i vækst, kan det betale sig at skære dem om ikke ned, så i hvert fald tilbage. Den stivelse, som er oplagret i grenene skal nemlig bruges som reserve til at sætte den nye vækst igang med.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er 3 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

ECOstyle A/S

SvampeFri mod meldug og skurv

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Plantesygdomme > Hvad er der galt med mine hortensia?

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider