Spørg eksperterne

Hvad stiller jeg op med padderokker?

Min have er fyldt med padderokker, hvad stiller jeg op med dem?

Med venlig hilsen
Carl Erik Hansen, marts 2002

Svar

Agerpadderokker er et alvorligt ukrudtsproblem, og der er – desværre – ikke nogen patentløsninger på padderokkeproblemet. Du må sikkert lade dig nøje med en kombination af delløsninger.

Overordnet kan du løsne jorden, gøde rigeligt og forsøge at udkonkurrere padderokkerne med andre planter. Andre metoder er hakning eller dække med sort plastic, hvor man systematisk tapper rodsystemet for energi

Hak alle plantedele væk

Padderokker har et indtil 1 m dybt omfangsrigt underjordisk rodnet, hvorfra der skyder nye skud op, så længe der er oplagsnæring i rodnettet. Opgravning og indsamling af rødder er ikke nok, rodnettet er simpelthen for dybtgående. Det gælder om uafbrudt at »tappe« rodnettet for energi – det gøres ved konstant at sørge for at hakke eller skuffe nye skud væk, helst inden de når op over jorden og sætter nye blade, som kan opsamle og lagre ny næring i rødderne. Husk at samle alle omhakkede roddele sammen, så de ikke danner nye planter.

Det vil sige konstant jordbehandling. Det kan ikke kombineres med grønt jorddække i form af planter, men evt. med et tyndere lag brunt jorddække, som lige netop kan forhindre, at jorden tørrer ud trods den kraftige jordbehandling, men ikke mere end at man kan hakke effektivt. Det her er en unormal situation, hvor det i en dyrkningssæson er nødvendigt at fravige en mere miljøvenlig dyrkningspraksis med masser af brunt eller grønt jorddække året rundt.

Næste år (og næste år igen) skal du også holde et vågent øje med arealet, så padderokkerne ikke kommer snigende igen fra rodstykker, der stadig har et lidt næring på lager.

Kombineret plantedyrkning og bekæmpelse

Du kan forsøge at dyrke køkkenhave samtidig med, at du bekæmper padderokkerne. Men ikke alle slags kulturer er lige velegnede. Du skal kunne se jorden for at kunne hakke effektivt. Jeg foreslår, at du dyrker majs og stangbønner. Brug god rækkeafstand, så du let kan komme til at hakke med jævne mellemrum. Majs og stangbønner dækker ikke jorden, så du kan se at hakke helt ind omkring planterne. For at få så lang en hakkesæson, før der kommer afgrøder på jorden, så forkultiver evt. både bønner og majs. Det betyder også, at det fra starten af er store og nogenlunde robuste planter, du skal holde rent ind omkring. Porrer og grønkål kan også plantes sent, og der kan holdes rent ind omkring dem.

Du kan evt. også prøve et stykke med lave bønner – de kommer hurtigt og skygger godt – skygge kan svække padderokkerne, men ikke udrydde dem. Skyggen skal kombineres med regelmæssig brug af hakke– eller skuffejern mellem rækkerne og håndlugning ind omkring planterne. Kartofler kan også bruges på denne måde.

Det er næppe muligt at hakke og luge så effektivt samtidig med dyrkning af afgrøder, at du helt får udryddet padderokkerne på en sæson.

Dække med sort plastic

Dække med sort plastic er effektiv, men kun hvis du lader banerne ligge helt hen i efteråret, indtil væksten er gået af ukrudtet. Det handler igen om at udsulte ukrudtets rødder, og det tager en fuld sæson. Læg det ud hurtigst muligt – inden padderokkerne overhovedet kommer op. Du kan plante planter ned igennem plasticen – se eksempel med græskar.

Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk

Kommentarer

Der er 12 kommentarer til denne tekst. Læs kommentarer…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Ukrudtshajen

Rullerenser – hjulhakke – såmaskiner

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Ukrudt > Hvad stiller jeg op med padderokker?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider