Havenyt uge 39, 2013

Af Karna Maj, tidligere redaktør for Havenyt.dk, Karnas Køkkenhave

Når solen ikke skinner, mærker vi tydligt efterårets komme, og vi kan også iagttage, at tomaterne er længere om at modne, de små agurker vokser langsomt, basilikum ser lidt træt ud, mens chilierne modner med stor hast til ildrøde eller skinnende gule frugter. Og bor man et udsat sted med risiko for nattefrost, kan dette sommereventyr slutte på en enkelt nat – måske i denne uge.

Vindruer skal have lys og luft

Vindruerne bliver dejligt søde, når vi har god vejr i september med masser af sol. Tynd ud i bladene, så druerne nærmest bliver badet i direkte sol. Foto: Karna Maj

Der er i denne uge risiko for lave nattemperaturer inde i landet, mens det varme hav (15° C) kan holde nattemperaturen oppe på 10°C ude ved kysterne. Bor man inde i landet, så hold øje med den lokale vejrudsigt. Det er kritisk med selv let nattefrost allerede nu, da der stadig er bønner, tomater, chili, majs, squash og græskar, som alle ikke tåler frost. Jorden er dog stadig godt lun, så overdækning med fiberdug, tæpper eller lignende er nok til at forhindre at en let nattefrost ødelægger afgrøderne. Citrusplanter skal dog i hus, inden temperaturen når ned på bare 2–3° varme.

Til gengæld står salat, kål, porrer, knoldfennikel, bladselleri og rodfrugter struttende og signalerer, at nu er det deres tur til at vokse og komme i gryderne. Og selv om det skulle blive let nattefrost, vil der normalt ikke være problemer med disse afgrøder. De mest sarte er salathoveder, bladselleri og knoldfennikel.

knoldselleri

Rodfrugterne vokser helt frem til det bliver vinter. Her er det knoldselleri, som lige nu øger sit volumen synligt i løbet af bare en uge. Bemærk hvordan bladenes fæste på knolden vokser og bladfæstet sprænges i stykker af i væksten. I nogle havebøger anbefales det at fjerne de nederste blade, for at knolden kan vokse. Men den klarer det fint selv, og så har den større bladmasse til at lave fotosyntese. Foto: Karna Maj

Lave nattemperaturer vil sætte gang i efterårsfarverne inde i landet, men endnu er de fleste træer og buske bare mørkegrønne. Så meget mere lægger man mærke til de få træer, buske og stauder, som allerede har fået lidt eller megen efterårsfarve. De mange nedfaldsæbler fortæller også, at det er efterår.

Efterårsdage er fine til havearbejde

Heldigvis er det endnu så varmt, at man med den rigtige påklædning fint kan gå i haven næsten uanset vejret. I de fleste haver er der så god læ, at man næsten altid kan finde et godt sted med nogenlunde læ at lave noget. Er haven forblæst, så er det måske her, man skal sætte ind med at plante hække eller sætte læhegn op. Ofte er det ikke nok at plante hæk rundt om haven – vinden skal ofte også dæmpes inde i haven med indvendige hække, træer eller buske.

Her i efteråret er der god mulighed for at få ryddet op, plantet nyt og ikke mindst at få bund i ukrudtet. Jorden er lige nu perfekt til at gå i krig med at fjerne flerårigt ukrudt – lige fra skvalderkål og brændenælder til alt for vilde, tornede brombær. Det er også en god ide at forberede jorden, hvis der sidst på måneden skal plantes barrodede træer, buske, hække og roser. Og så kan man stadig lige nå at omplante stauder eller plante nye, eller lægge forårsløgblomster.

Eksotiske planter skal indendørs inden frost

Endnu har der ikke været nattefrost, men nattemperaturen kommer meget tæt på frysepunktet et par nætter i denne uge inde i landet. Mange af de subtropiske planter tåler heller ikke temperaturer ned omkring frysepunktet. Derfor skal man nu til at overveje at flytte f.eks. citrustræer indendør, mens f.eks. laurbærtræer og -buske godt kan blive stående ude det meste af oktober og måske endda længere, afhængig af vejret. Det er arten og det aktuelle vejr, som bestemmer, hvornår planten skal flyttes ind.

Indflytningsplanen for citrus skal være klar den dag, hvor der meldes om temperaturer ned omkring 2–3° varme. I denne uge loves der mange steder nattemperaturer ned til dette niveau. Selv om der et par enkelte plusgrader, kan planternes blade nemlig godt fryse på grund af fordampning fra bladenes overflade.

Det er en god ide nu at finde ud af, hvor planterne skal opbevares, så de ikke får frost i vinterhalvåret. Planter med blade skal have mest mulig lys, samtidig med at de ikke får frost. Enkelte citrusplanter kan tåle at stå inde i varmen og trives med det, andre skal opbevares køligere, men frostfrit.

Har man ikke selv – eller familie og venner – opbevaringsmuligheder, kan man blive nødt til at overveje at leje det nødvendige antal m² overvintringsplads hos et af de firmaer, som tilbyder denne service.

Vintergræskar skal nå at modne – men tåler ikke frost

Græskarene ser fine ud og er ved at modne. De skal helst nå at modne af på planterne, inden de høstes.

Vintergræskar skal blive på planten, indtil skrællen er helt hård og »håndtaget« på græskarret er tørt, ellers kan de ikke opbevares. De tåler ikke frost, så de skal tages ind inden første frost, hvis de er modne. Ellers må man dække dem godt til, hvis der er risiko for en gang nattefrost, f.eks. med et par lag fiberdug. For at sikre sig, at de ikke rådner på undersiden det sidste stykke tid inden høst, kan man lægge dem op på f.eks. en mursten, så de er hævet op over den fugtige jord.

Græskar

Det er en god ide at lægge græskar op på en mursten eller andet, så de ikke ligger på den våde jord, mens de modner færdige. Foto: Karna Maj

De fleste grønsager skal opbevares køligt. Med græskar er det lige modsat. Efter høst tørres de af og stilles et varmt sted i en halv snes dage. Bedste temperatur er 25° C. Derefter opbevares de ved ca. 15° C, men helst under 10° C. Det skal samtidig være et forholdvis tørt opbevaringssted, f.eks. en tør kælder, soveværelse eller loftrum. Hvis de er godt afmodnede og opbevaringsstedet er tørt, kan de opbevares ved lavere temperatur.

Normalt kan de holde sig nogle måneder – i bedste fald kan man have vintergræskar som hokkaido og buttercup helt frem til februar–marts. Men husk at efterse dem jævnligt – rådne græskar lugter ganske forfærdeligt. Og de væsker meget, hvis de rådner, så tænk på en evt. lækage, når der vælges opbevaringssted.

Sommerblomster i efteråret

Sommerblomsterne blomstrer stadig flittigt her sidst i september – så længe vi ikke har haft nattefrost i haven. Regn og rusk tager lidt af pynten af dem, der har blomster, der står længe, det gælder f.eks. georginerne. Men heldigvis springer der jo stadig løbende nye blomster ud i haven.

Men efteråret er på vej, og man kan se, at de forbereder sig på, at det er slut. Frøsætningen er i god gang, og varme tørre dage er lige, hvad vi har brug for til at høste frø i af god kvalitet. Husk at frø af F1 sorter ikke giver planter med samme kvaliteter som den plante, de høstes fra. Og har man flere sorter af samme blomsterart, så kan der være sket en krydsbestøvning, så afkommets farve og udseende bliver en overraskelse. Og det er tit en sjov måde at dyrke have på – men det egner sig bare ikke til fine planlagte bede, hvor farver og højde er meget afgørende.

Cosmos sætter frø

Sommerblomsterne har travlt med at sætte frø og dermed sikre næste generation. Det bliver fint tørt vejr den næste uges tid til at høste modent frø af god kvalitet. Her er det kosmos med ikke helt høstmodne frøstande. Foto: Karna Maj

Roser i efteråret

Måske er roserne blevet høje og barbenene, måske er bladene faldet af eller de ser lidt afpillede ud, men mange roser fortsætter med at blomstre langt ind i efteråret, eller kommer med et ekstra lille hold blomster. Uanset hvad, så er blomstrende roser i efteråret ikke til at stå for, de giver på en god dag med sol lidt sommerstemning i haven.

Og så kommer tankerne om at plante nye roser – men det skal være et sted, hvor der ikke har vokset roser før, eller det skal være mange år siden, ellers trives de ikke. De barrodede roser er ofte mere livskraftige, men de skal først plantes i november.

Efterårsstauder og efterårsfarver

Ser man på staudebedet er man ikke i tvivl – efteråret er her. Strandasters, sankthansurt og staudesolsikker står i fuldt flor, og der er knopper i sommerens sidste farvel. Er der ingen farver i staudebedet på den her årstid, er det måske en god ide at overveje at plante lidt efterårsfarver ind. Der er stort udbud i planteskolerne lige nu med flotte efterårsstauder.

Træerne er så småt begyndt at få efterårsfarver, mest de steder i landet, hvor nattemperaturen har været lav, mens der andre steder endnu kun er svage tegn på efterårsfarver. Men når kastanjerne og valnødderne drysser ned, så er det sikre tegn på, at nu kommer efteråret.

sankthansurt i blomst

Sankthansurt er smuk i efterårssolen, og den blomstrer hele efteråret. Foto: Karna Maj

Få styr på sommerens ukrudt i denne uge

Rundt om i haven står en del ukrudt, som det er en god ide at få udryddet inden vinter – det er ikke rart at starte foråret med bede fyldt med ukrudt.

Det handler ikke kun om ukrudt af den vilde slags. Sommeren igennem har der været gode spire- og vækstforhold for hele den frøbank, som er i en havejord. Der står derfor mange frøplanter af f.eks. katost, forglemmigej, viol, margurit, lammeøre, klokkeblomst, løvefod, akeleje osv. i bunden af staudebedet. De skal væk – eller plantes ud andre steder, hvor der er plads til, at de kan udvikle sig. Får de lov til at stå, får alle planterne næste år for lidt plads at udvikle sig på.

Skvalderkålen har også haft kronede dage, og den kan let have bredt sig en meter ud i køkkenhaven, hvis de ikke er blevet hold i ave med hakke- og lugejern. Lige nu er det et fint tidspunkt at fjerne skvalderkål på, da de rodrester, man ikke får med, vil nå at spire frem med nye blade inden vinter. En anden lugerunde kan således nås i efteråret, og i det tidlige forår kan man nå en tredje lugerunde, inden der skal sås eller plantes nyt i foråret. Det samme gælder også andet flerårigt ukrudt.

Hasselnødder kan gemmes til vinterbrug

De nødder, som sidder på buskene, er færdigudviklede og modne nu. De smager rigtig godt friske. Der er en hel række forskellige sorter af hasselnødder, og de modner ikke helt på samme tidspunkt. Så hold øje med nødderne, da det er vigtigt at få dem plukket, inden de falder ned, men de skal helst også være modne. Når de begynder at modne, bliver de brunlige i den runde ende, som sidder inde i hasen, og de kan let vippes løse i hasen. Sidder de ikke længere i haserne på buskene, er de nok faldet ned og kan samles op. Hvis mus og egern da ikke er kommet først.

Hasselnødder kan gemmes til vinterbrug. Nødder i haser lægges ud til tørre et luftigt, tørt og lunt sted, og når nødderne har løsnet sig helt, kan de kommes i et net og hænges op til opbevaring et luftigt og køligt sted. Det er vigtigt ikke at opbevare dem for varmt, da kernerne så mister for meget vandindhold og bliver tørre og kedelige.

Efterse kålhoveder for råd og larver

I efteråret er der altid en vis risiko for, at store kålhoveder pludselig begynder at få rådne yderblade. Det gælder om at gribe ind hurtigst muligt og fjerne de angrebne blade, så det ikke udvikler sig. Det er især kål, som er ved at være helt udvoksede og som har mange tætte blade omkring hovedet, der er udsatte. Skyl eventuelt efter med rigeligt vand, når de angrebne blade er fjernet.

I mange haver er der fortsat kållarver i massevis, ikke mindst i grønkål og toppen af rosenkålene. Det er især larver af kåluglerne, som florerer. De er lysegrønne og svære at få øje på som små. Kållarver kan være et problem langt ind i oktober.

Æbler og pærer skal plukkes ned i tide

Det er vigtigt med få dages mellemrum at tjekke, om de forskellige æble- og pæresorter er ved at være plukkemodne. Kender man sine sorter, ved man også ca. hvornår de er plukkemodne. Nogle modner i løbet af oktober, mens de sidste først er plukkemodne først i november.

Det er vigtigt ikke at plukke dem i panik, så snart man ser de første falde ned. De først nedfaldne er æbler med larveangreb – de falder ned ca. 14 dage før æblerne på træet er plukkemodne. Æbler med larveangreb og stødpletter kan ikke opbevares, men kan bruges til æblemos eller presses til en velsmagende most. Prøv at eksperimentere med at blande de forskellige æblesorter, når der presses most. Bland evt. også pærer og æbler – det giver en lidt sødere most, som børn gerne vil have.

De nedplukkede æbler skal stå udenfor overdækket mod regn og et skyggefuldt sted. Det giver den bedste holdbarhed. De flyttes først ind, når der blive risiko for alvorlig nattefrost. Ved let nattefrost dækkes de til.

Røde spartan æbler

Den solrige sensommer giver os nogle fantastisk søde og flotte æbler i år. De kan virkelig nå at få en smuk farve i septembersolen. Her sorten Spartan, som først er plukkemoden om 1–2 uger. Foto: Karna Maj

Del æbler og mostpresse på Del Jorden

Har du for mange nedfaldsæbler, eller vil du gerne have fat i nogen til at presse most af, så kan du lave et opslag på Del Jordens opslagstavle.

Har du ikke selv en mostpresse, har du måske mulighed for at leje en i nærheden – se artiklen Pres most af nedfaldsæblerne.

Eller du kan ligeledes på Del Jorden prøve at efterlyse andre i dit lokalområde, som allerede har en mostpresse, som du kan få lov til at låne/leje den. Har du en mostpresse, du vil låne/leje ud, er det selvfølgelig også en god ide at bruge Del Jordens opslagstavle – og komme med på listen i ovenstående artikel.

Man kan også bruge Del Jorden til at finde andre, som mangler mulighed for at presse most af deres æbler. Hvis I er flere i et lokalområde, kan det være en god ide at lave et æblelaug og investere i en mostpresse til fælles gavn – det er jo kun få dage hvert efterår, man bruger den. Lav et opslag på Del Jorden og se om du får kontakt til andre i dit lokalområde. Sæt også nogle opslag op i lokalområdet, eller får den lokale ugeavis til at omtale det.

Tjek for monilia i æblekasserne

En del æblesorter er allerede plukket ned og liggger i kasser til senere brug. Men det er en god ide lige at checke dem for rådne æbler. Der er ofte et par stykker i en kasse, som udvikler gul monilia og rådner. Det værste er dog, at de smitter de æbler, som de rører ved. Desuden udvikler rådnende æbler ethylen, som får de andre frugter til at modne hurtigere. Og det er jo ikke just det, man gerne vil have, hvis det er æbler, som skal gemmes til december eller endnu længere.

Man kan delvist undgå de rådne æbler i kasserne ved aldrig at plukke æbler til lagring, som kan have rørt ved en råddent æble på træet.

Sæt årets sidste varmkompost

Lune efterårsdage bruges ofte til en oprydning i haven, og det giver nyt kompostmateriale. Det kan enten bruges til at vinterdække køkkenhavens bede med, eller man kan lave kompost af det.

I løbet af et par timer en dejlig efterårsdag kan man hurtigt sætte en kompostbunke med det, som er samlet sammen. Det er vigtigt at vurdere, om materialet skal vandes, eller det er vådt nok allerede. Sætter man en stor bunke til varmkompostering og dækker den til med f.eks. plastik, som holder på varme og fugtighed, vil den hurtigt tage varme, og kan man få den op omkring 55–60 grader, vil mange ukrudtsfrø og sygdomskim ødelægges.

Det kan også være en god ide at stikke en kompostbunke om, hvis det yderste lag ikke er omsat, mens bunkens indre er mere omsat. Det yderste anbringes inderst i den ny bunke. Men det er ikke nødvendigt for at få en god kompost. Det giver bare en mere ensartet og lidt hurtigere omsætning. Omstikker man ikke kompostbunken, kan man til foråret hente kompost, der hvor den er tilpas omsat inde i bunken, men man kan blive nødt til at fjerne det øverste lag, som endnu ikke er omsat.

Det er vigtigt, at en kompostbunken overdækkes, hvis indholdet når at omsættes i løbet af vinteren, så vinterhalvårets regn ikke udvasker plantenæringsstofferne.

Forbered den lukkede kompostbeholder til vinterbrug

Den lukkede kompostbeholder skal helst være ca. en tredjedel fuld her i efteråret. Der skal være nok plads til vinterens grønne affald, som ormene ikke omsætter i samme tempo som om sommeren. Men den må heller ikke være helt tom nu, da ormene så ikke vil have en tilstrækkelig mængde affald at søge ned i, når det bliver frostvejr. Desuden skal der være mange orm i kompostbeholderen, for at de er mange nok til at æde alt affaldet i den kolde tid. Fjern om nødvendigt det mest omsatte og læg den uomsatte del tilbage. Det mest omsatte skal lægges et sted, hvor det ikke udvaskes af vinterens rigelige nedbør. Enten tildækket eller i en bunke i drivhuset, hvis her er plads nu. Det kan være en fordel at have to lukkede kompostbeholdere, så man starter på en ny sidst på sommeren. Den fra året før vil så være komposteret til foråret.

Hvis man er nødt til at fjerne en del af det mest omsatte kompost fra bunden, skal man sørge, for at de fleste kompostorm bliver i kompostbeholderen. Kompostormene klumper sig sammen inde midt i kompostbeholderen, når det bliver meget koldt. Og er de mange, ser det ud til, at de overlever bedre. Hvis man vil være sikker på, at omsætningen fortsat sker i et nogenlunde højt tempo, og at ormene overlever vinteren, kan man binde en vintermåtte omkring kompostbeholderen sidst på efteråret.

Om vinteren er det ekstra nødvendigt at tilføre strukturstof til kompostbeholderen. Strøelsen kan være høvlspåner eller savsmuld, eller man kan gemme nogle sække med visne og tørre plantedele fra efterårets oprydning til formålet.

Æblearrangementer i Danmark, Sverige og Tyskland

Æbler bliver mere og mere populære, og hvert år på denne tid er der små og store arrangementer omkring æblesorter. Her er en oversigt over nogle af de store arrangementer herhjemme og i vore to nabolande.

Åbent Hus på Pometet i Tåstrup den 29.september

Gamle Sorters Dage på Frilandsmuseet den 28.-29. september

Äppelmarknaden 2013 i Kivik 28. – 29. september

Æblets Dag den 6. oktober i den historiske park ved Sølyst, Klampenborg

Das europäische Apfel- und Obstsortenfestival EUROPOM in Hamburg 4. – 6. Oktober 2013

»Europom« i Botanisk Have – Klein Flottbek i Hamburg – billedet er fra et tidligere år. I 2013 afholdes arrangementet weekenden 5. – 6. oktober. Et besøg kan evt. kombineres med Internationale Gartenschau Hamburg, som har åbent til og med 13. oktober. Foto: Boi Jensen

Havenyt.dk har brug for din støtte

Havenyt.dk er et havenetsted, hvor mange haveejere henter masser af viden og inspiration til at dyrke haven endnu bedre. Som læser af Ugens havenyt er du sikkert ingen undtagelse.

Havenyt.dk drives af Landsforeningen Praktisk Økologi, som er en lille forening, og vi har begrænsede økonomiske ressourcer. Selvom vi har mange trofaste annoncører, har vi underskud på at drive Havenyt.dk. Vi vil derfor opfordre dig til at give foreningen et gavebidrag. Det vil være med til at gøre det muligt fortsat at udsende det gratis nyhedsbrev hver uge, udvide med nye artikler og ekspertsvar og i øvrigt udvikle Havenyt.dk.

Ethvert gavebidrag på minimum 50 kr. er desuden med til at gøre det muligt for foreningen også i 2014 at kunne søge og modtage ca. 90.000 kr. i driftsstøtte fra Tips- og lottomidlerne – for at kunne søge støtte skal vi have modtaget et større antal gavebidrag på min. 50 kr i 2013.

Hvis du vil støtte os med et gavebidrag, kan du se hvordan ved at gå ind på foreningens hjemmeside under Gavebidrag. Her kan du også læse om reglerne for at fratrække gavebidrag til skat fra første støttekrone: Send et gavebidrag.

En anden måde at støtte os på, er at blive medlem af vores forening – så modtager du vores tidsskrift 6 gange om året og får desuden adgang til at deltage i vores havenetværk Havelyst.dk.

Her er du: Forsiden > 2013 > Havenyt uge 39, 2013

Søg:

Støt Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider