Jeg har et rigtbærende 15 år gammelt kirsebærtræ af den selvbestøvende sort ‘Stella’. For nogle år siden havde vi en særdeles fugtig/varm sommer, og netop dette år bar det overdådigt. Resultatet var nedslående, da næsten alle bær blev angrebet af, hvad jeg tror, er grå monilia. Og i de efterfølgende år har det haft samme sygdom. Kan jeg gøre noget? Evt. gødske omkring det med mikronæringsrig gødning, så træet får større modstandskraft? Kan jeg beskære det?
Med venlig hilsen
Jette Grottrup, maj 2002
Det lyder af din formulering, som om det er bærrene, der er angrebet. Hvis det er tilfældet, så er det gul monilia, der er årsagen, og ikke den grå. Grå monilia vil nemlig først gå ud over blomster, så skud og til sidst grene og stamme.
Hvis jeg har ret i, at det er bærrene, som bliver angrebet, så har I en hel masse rynkede og sorte bær siddende på grenene vinteren over. Det er fra disse frugter, at næste års smitte kommer, så kuren hedder: fjern og brænd de sorte, rynkede bær.
Der ligger et helt andet spørgsmål i din bemærkning om mikronæringsstoffer: om man kan gøde sig til større modstandskraft hos træer og buske? Det kan man kun, hvis man er sikker på, hvilket eller hvilke stoffer der mangler. Så kan man bringe planten op på normalt indhold af dette eller disse stoffer ved at gødske målrettet. Al anden gødskning har karakter af planløs forebyggelse.
Det er nemlig altid træets eller buskens vitalitet, der bestemmer modstandskraften, og den hænger sammen med en hel række andre faktorer og først og fremmest det overskud af kulhydrat, planten kan danne i løbet af en vækstperiode. Det er så også grunden til, at beskæring bestemt ikke gavner modstandskraften (beskæring nedsætter det samlede bladareal).
Med venlig hilsen
Sten Porse
Pensioneret faglærer, myrica.dk
Søg i forhandlerguiden:
Gamle danske sorter
Gamle sorter af frugttræer på vildstamme
Udlejning af mosteri
Søkjærgård Samsø økologiske Skovlandbrug
Flerårige spiselige planter til haven
Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Frugt og bær > Har mit kirsebærtræ monilia?
Kommentarer
Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…