Spørg eksperterne

Hvorfor går rosen ud i toppen?

Problem: Rose går ud i toppen, mens den lave del har det fint

I efteråret 2014 plantede jeg 2 Cantabrigiensis roser på vestsiden af gården, hvor der er rigeligt sol. Den ene rose er nu gået helt ud, mens hovedskuddet på den anden nu er godt 2 m højt, men bladene på dette skud er nu visne og blomsterknopperne gået ud. Derimod ser blade og blomster fine ud på de dele af rosen, som ikke udgår fra det lange hovedskud (den lave del af rosen under ca. 120 cm).

Så derfor er spørgsmålet, hvad jeg eventuelt kan eller skal gøre for at undgå, at hovedskuddet går helt ud eller endnu værre, at hele rosen går ud.

Grunden til spørgsmålet er, at jeg sidste år oplevede det samme type problem med den Cantabrigiensis rose, som stod lige ved siden af. Jeg gjorde ikke noget ved denne, idet jeg troede, at de lave skud ville overleve, at den høje del gik ud. Men her i år er hele rosen død.

Jeg har vandet jævnligt i tørkeperioder, og også checket for muldvarpe/mosegrise. Der har hele tiden været hegnet for at beskytte mod rådyr.

Med venlig hilsen
Peter Lauritzen, september 2018

Svar

Problemet skyldes med meget stor sandsynlighed tørke. Grunden til at det er det høje skud, der går ud, er nok at det er mest udsat for sol og blæst.

Det er vigtigt at passe nyplantede planter med vand det første år eller to, og selvfølgelig også senere hen, hvis de ser ud til at mangle vand. Når man vander, skal det gøres grundigt. Det skal være sådan, at hvis man graver ned i et spadestiks dybde i nærheden af planten, skal jorden være fugtig dernede. Det kan være en fordel at lave en lille jordvold omkring planten i ca. 1 m i diameter, så man sikrer sig, at vandet ikke løber væk, når man vander.

Det er vigtigt, at der går en uges tid, inden man vander igen, da man ellers risikerer at planten udvikler rødder i jordoverfladen, i stedet for at vokse i dybden. Rødder i jordoverfladen tørrer lettere ud, da jorden jo normalt er mere tør her.

Det er også vigtigt at holde græs og ukrudt væk de første ca. 5 år, indtil planten er i god vækst, da de stjæler vand og næring fra planten. Hold græs og ukrudt væk i 1 m i diameter.

Døde skud skal fjernes. Det vil hjælpe planten til at sende nye skud op. Hvis der er lidt liv i den nedre del af det lange skud, nøjes man med at skære den døde del væk.

Rosa × pteragonis ‘cantabrigiensis’ vokser muligvis på egen rod. Men okulerede (podede) roser skal plantes, så okulationsstedet er 5–10 cm under jordoverfladen, for at beskytte ædelrosen (toppen). En rose kan være frosset ned til jordniveau, men hvis okulationsstedet er under jordniveau, er ædelrosen ofte i stand til at skyde nye skud, hvis man fjerner alt det visne over jordoverfladen. Hvis okulationsstedet er i jordniveau, og alt er dødt over jordniveau, er det kun roden, og dermed den vildrose ædelrosen er okuleret på, der er i stand til at skyde.

Se gerne artiklen »Plant barrodede roser«, om hvordan man bedst planter roser her >

Med venlig hilsen
Lene Palmer
Selvstændig havearkitekt, Havearkitekt Lene Palmer

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne tekst. Skriv ny kommentar…

Relaterede sider

Forhandlerguide

Havearkitekt Lene Palmer

Havedesign i København og på Sjælland

Staudemarken

Stauder i potter.

Blomstergården

Duftende Georgin hentet hjem fra Canada.

Solsikken

Alt til den økologiske have

Her er du: Forsiden > Spørg eksperterne > Prydhaven > Hvorfor går rosen ud i toppen?

Søg:

St�t Havenyt.dk

Til forsiden…

Besøg Landsforeningen Praktisk Økologis hjemmesider